28. juni: Sol, strand og celebreties i LA!








Dagen startede tidligt. Meget tidligt...På grund af tidsforskellen var vi lysvågne kl. 5 søndag morgen, og Karsten gik en lille tur ned til Santa Monica Beach, som kun ligger 400 m fra hotellet. Efter morgenmaden, som bestod af kage, kage, croissanter, juice, kaffe og the (ungerne syntes de var kommet i himlen), gik vi alle en tur ned og dyppede tæerne i Stillehavet. Baywatch-livredderne var ved at lukke op for deres små vagttårne, og selv før 9 om morgenen var folk ved at finde sig en god plads på stranden - det er selvfølgelig også søndag.
Så skulle Hyundai'en vise hvad den kunne, og det kom den også til i de stejle gader i Beverly Hills! Vi kiggede efter berømthedernes huse, men de er selvfølgelig godt gemt for offentligheden, men vi så da Bruce Springsteens postkasse og Eddie Murphy's havelåge! Det blev også til et besøg på Walk of Fame i Hollywood, hvor der på en 4 km lang strækning er drysset stjerner på fortovet for alle de berømte. På grund af Michael Jacksons nylige død, var der kæmpe opbud af mennesker der lagde blomster og tændte lys ved hans stjerne foran Graumanns Chinese Theatre.
Det nok så berømte Hollywood skilt, som man tænker, at man kan se overalt i LA var ikke så ligetil endda at få øje på! Heldigvis havde Mads investeret i et kort over stjernernes hjem, så her kunne vi finde ud af, hvor vi skulle køre hen for at få et godt kig og foto af skiltet!
Efter en lang dag spiste vi aftensmad på Santa Monica Pier - i bund og grund et tivoli på en badebro. Der var rigtig mange mennesker, der tydeligvis sluttede en søndag på stranden af med et besøg på molen, så der var liv og en stemning, vi ellers kun oplever sydpå.
I morgen gælder det Universal Studios, så vi satser på at gå tidligt til ro for at få lidt mere styr på vores jetlag!


Kommentarer

Fedt at høre at i er kommet godt afsted, glæder os til at se mere!
VH Peter og familie

Populære opslag fra denne blog

4. august: En sidste dag i paradis

3. august: Ved smukke vandfald og på flod-sejlads