15. juli: På jagt efter guld
Vi besøgte først et museum, der fortalte om guldgraver-æraen og byens opståen, liv og mange personligheder.
Derefter var vi klar til at besøge en ægte guldmine lige ved siden af. Mollie Kathleen's Gold Mine havde været i brug til først i 1960'erne, og efter en nervepirrende tur 1000 ft. (ca. 350 m) lodret ned i jorden i et lille bur, hvor vi stod 6-8 mennesker pakket sammen på ca. en kvadratmeter, var vi i minen. Her blev vi vist rundt af en meget dygtig guide, som på BREDT amerikansk (If y'all just com' with me folks....) forklarede om arbejdet i minen og demonstrerede de forskellige de forskellige redskaber, man havde brugt (meget larmende!). Det var lige fra hammer og mejsel, hvor man på en god dag kunne hugge et par ft. ind i klippen, til moderne udstyr, som kunne bore ti gange så langt på ti minutter.
Det var en fantastisk oplevelse faktisk selv at være i minen. Man kan bedre forstå at livet dernede bestemt ikke har været "a walk in the park" for de mennesker, der arbejdede dernede...
Vel oppe på jorden igen kørte vi videre mod Denver. Turen gik rundt om Pike's Peak, som er et af de højeste bjerge i USA, og i hvert fald det mest besøgte. Vi så toppen på afstand, og hele Rocky Mountains sceneriet er simpelt så fantastisk flot. Det er meget anderledes end de røde kalkstensklipper, vi så i begyndelsen af turen. Her er det bjerge, som er spidse på toppen og ikke flade, og landskabet er så utrolig smukt og varieret, med mange små dale imellem de mange bjerge.
En let frokost blev indtaget hos en særdeles sløv Subway mand på vejen (halvmeter lange flutes med valgfrit fyld - et velvoksent måltid!), og så var vi klar til dagens sidste udfordring: Castle Rock Outlet syd for Denver. Voksne og børn shoppede rundt i de mange butikker i et par timer, før vi kørte til Johnny og Ullas hus nord for Denver, nærmere betegnet Superior nær ved Boulder.
Det er et superflot og kæmpe hus, og ungerne nød vist at få "fast grund" under fødderne lidt! Johnny fyrede op under grillen, som i bedste amerikanerstil er en indretning, som får et gennemsnitligt kollegiekøkken til at ligne noget fra et dukkehus!
Lækre burgere til ungerne, som især til Mikkels store fornøjelse indeholdt remoulade, som han har sørget over i 3 uger at mangle, og superbøffer med tilbehør til de voksne. Mums!
Et enkelt spil Carcasonne med uheldig udgang for blogredaktøren blev det til inden sengetid. Men hævnen er sød...I morgen går jeg også efter guldet!
Kommentarer