Musgaards Blog

"San Francisco has only one drawback--'tis hard to leave." -Rudyard Kipling Det er svært at forlade San Francisco, men nu havde vi mentalt indstillet os: dette var den sidste rigtige dag på den store USA-rejse, og der var stadig ting, der skulle opleves, og udsigter, der skulle ses. Dagens morgenmad blev indtaget på en rigtig amerikansk diner - Joanie's - hvor det var tydeligt at også de "indfødte" brugte den som morgenmadsrestaurant. Det var både San Francisco Chronicle og Wall Street Journal, der blev studeret over orgierne i æg, pandekager og burgere samt kaffen som de vimse servitricer hele tiden rendte rundt og fyldte op. Vi følte os ærkeamerikanske! Så var det blevet tid til at køre i sporvogn, eller Cable Car som det hedder her på disse kanter. Vi gik til endestationen ved Hyde Street, som på grund af det tidlige tidspunkt på dagen endnu kun var belejret af en lille kø. Senere på dagen står folk i kø i timevis for at få en tur med de 39 populære

Dagen startede som sædvanligt med...morgenmad. Og alligevel ikke helt så sædvanligt endda. Det viste sig nemlig, at der ikke var morgenmad inkluderet i vores hotelovernatning - hvilket vi efter kage-morgenmads-historien fra Los Angeles egentlig ikke var så kede af. Men det bragte os ud på det frie marked - nærmere bestemt restauranten "Denny's" som lå i stueetagen på vores hotel. "Denny's" er en fastfoodrestaurant, som har specialiseret sig i morgenmadsretter, så der var alt hvad hjertet kunne begære af pandekager, æggeretter, sandwich, bacon, ost osv. Drengene syntes det var vildt fedt at kunne bestille noget så usandsynligt som pandekager, varm kakao med flødeskum og cheeseburger med pommes frites til morgenmad. Endda uden at nogen forældre protesterede. "Jamen MÅ jeg godt bestille det???" blev Mikkel ved med at spørge. Der er alligevel lidt af prædikenerne om sund og nærende morgenmad, der er trængt ind! Men kaffen var god og rigelig! Efter

Kl. 5.45 bippede alarmen, og det var på tide at komme op. Turen i motorhome er slut, det skal afleveres inden 15.00 i dag i Oakland, og forude venter et par afsluttende dage i San Francisco. Vi kørte - som vi tit før har gjort - afsted uden morgenmad, og ungerne satte sig bare ned i sæderne, spændte sig fast og sov videre under køreturen. På den måde kommer man et godt ryk inden det bliver for varmt, og vi holder ind et pænt sted og spiser morgenmad. Perfekt! Denne gang var det pæne sted imidlertid en Wal-Mart parkeringsplads, og I må selv gætte, hvem der skulle bruge de sidste dollars her! Vi var i Oakland før middag, og pakkeriet gik smertefrit, selv om det tager noget tid at pakke ned for 6 uger! Vi havde heldigvis købt et par ekstra kufferter, for det er da helt utroligt som ens ting formerer sig på den korte tid, vi har været her! Vi var spændte på, hvad de ville sige til den (meget lille - næsten usynlige) bule, vi havde lavet i den bagerste kofanger, da der stod et træ i veje

Efter en god nats søvn på Crane Flat, hvor den nærboende mexicaner-koloni (3-5 familier med tilhørende telte, grej, mad, lamper, generatorer, børn, musikanlæg osv. osv....) heldigvis var mere stille end i går, tog vi afsked med turens sidste naturcampingplads. I aften skal vi atter tilbage til KOA i Mariposa for at få lidt civilisation og en pooltur den sidste dag...desuden sparer vi ca. en times bjergkørsel på tilbagevejen mod San Francisco, og det er da også værd at tage med! Første stop var ved vandfaldet Bridalveil Fall. Der var nu ikke meget vand i "brudeslørs-vandfaldet" her sidst på sæsonen, men det er altid fascinerende at se de høje vandfald. Videre ind i parken parkerede vi vores motorhome på downtown p-pladsen og tog bussen ud til Yosemite Falls. Vandfaldet, eller rettere: vandfaldene er delt op i et Upper Fall og et Lower Fall. For at komme til toppen af det øverste kræves en 6-8 timers hike, som i turguiden har betegnelsen "strenous" hvilket betyder s

”Life is not measured by the breaths we take, but by the moments that take our breaths away!” Der er så fantastisk smukt I Yosemite…Selv Mikkel sagde på et tidspunkt i dag, at han nok alligevel troede at det her var den pæneste og smukkeste park, han havde været i. Vi startede med at køre ind i Yosemite Valley, som er flaskehalsen for al trafik, fordi det er her langs Merced floden at der er campingpladser og hotel, butikker, gift shops og information, og fordi det er her mange af vandreturene udgår fra. Til gengæld har man lavet et par store parkeringspladser hvor det er meningen at man sætter sin bil, og så bevæger man sig rundt i parken med de gratis busser, som går hele tiden mellem alle de populære stop. Som sagt så gjort: vi stillede vores motorhome ved Yosemite Village, provianterede vand og mad, og tog bussen til den inderste del af dalen. Herfra gik vi med John Muir stien op til Vernal vandfaldet. Det var en ca. 5 km tur med en stigning på i alt ca. 1300 ft. altså omkring 450

Efter 3 lange køredage trængte vi til at sove længe i dag, så det blev hen på formiddagen inden vi kom af sted. Vi var af andre danskere, som vi havde talt med blevet advaret om de mange, mange, mange mennesker, som også havde valgt at besøge Yosemite, særligt i weekenden. Derfor valgte vi at køre ned i den sydlige del af parken for at kigge nærmere på de kæmpestore træer – sequoia. Yosemite er ikke et sted, hvor man bare lige kører fra A til B. Al kørsel foregår i sneglefart fordi man hele tiden enten kører op ad et bjerg eller ned ad et bjerg, eller følger en flod. Det tog faktisk et par timer i bjergtempo før vi var i Wawona, som er den sydlige del. Som det eneste sted i alle de nationalparker, vi indtil nu har besøgt, syntes vi det var lidt svært at finde rundt, at finde Visitor Center og at finde en parkeringsplads. Skiltningen levede ikke helt op til standarden de andre steder, men langt om længe fik vi parkeret vores motorhome, som var for stort til at køre ind i Mariposa Grove,

Dagens rute gik fra Lake Tahoe til vores KOA campingplads lige vest for Yosemite. Vi havde planlagt ruten sådan at vi kom ind i parken fra øst og kørte over Tioga passet på vej ind. Først gjorde vi dog stop i endnu en spøgelsesby – denne gang en mere ægte en af slagsen. For at komme til byen Bodie skal man køre 20 km på smalle snoede veje – de sidste 5 på meget dårlig grusvej, så det private initiativ har ikke fået lov til at ødelægge noget her. ”Farvel Gud – vi flytter til Bodie” skrev en lille pige i sin dagbog for over hundrede år siden, før hun skulle flytte hertil med familien. Og det kunne godt nok virke noget gudsforladt når man kiggede ud over den lille samling huse, som engang har været en driftig guldmineby med 10000 indbyggere, 10 kirker og 65 saloons! Flere af husene var åbenbart blevet forladt i hast – i hvert fald stod både møbler og indbo tilbage sådan som det er blevet efterladt. Det var spændende men også skræmmende at se byen – men oplevelsen stod i stor kontrast til

The loneliest road in America Og her er beviset: Kirsten var også bag rattet! I dag skulle vi køre fra Ely til South Lake Tahoe. Vi skulle køre på Highway 50, som engang i 80’erne af Life Magazine blev udråbt som den ensomste og kedeligste vejstrækning i hele USA. Man anbefalede oven i købet at chauffører, som alligevel tog turen skulle udstyres med særlige survival-skills (overlevelses-evner!) Vi vovede pelsen, og der var godt nok ensomt. Egnens turistbureauer har fundet ud af at udnytte situationen en smule ved at introducere et pas, man kan få stemplet i de 5 småbyer, man passerer undervejs. Så vi havde da lidt at foretage os undervejs når vi skulle finde frem til de støvede kommunekontorer som forestod stemplingen. Vejen var ganske rigtigt øde og uden de store turist-trækplastre undervejs. Men der var alligevel en helt særlig oplevelse ved at køre gennem landskabet, der bestod af flade sletter og mindre bjergkæder. Tæt ved vejs ende besøgte vi ”spøgelsesbyen” Virginia City. Byen e

Se vores lille motorhome - er den ikke sød blandt alle de store??? Drengene i saltørkenen - bemærk solbrillerne! Med fødderne i Great Salt Lake. Det var tiltrængt med et fodbad bagefter... I dag tog vi hul på den første af 3 lange køredage. Vi skal krydse Nevada ørkenen for at komme over til Nationalparken Yosemite i Californien, som bliver vores sidste stop. Vi har lagt et par overnatninger ind undervejs, og selv om formålet jo er at komme fra A til B vil vi forsøge at se, om der er et par spændende ting undervejs. Første stop var lige uden for Salt Lake City, hvor den store saltsø, som har givet navn til byen ligger. Vi gik en tur ned til søen, som virkede som en mærkelig blanding mellem sø og hav. Det var ret underligt, at byen ikke havde udnyttet søen bedre som turistpotentiale – der lå en gammel forfalden pavillon, som uden tvivl har været fantastisk flot engang, men nu så noget skummel ud! Vandet var meget salt – det var godt nok nødvendigt at få skyllet tæerne af igen bagefter