31. juli: The loneliest road in America
The loneliest road in America
Og her er beviset: Kirsten var også bag rattet!
I dag skulle vi køre fra Ely til South Lake Tahoe. Vi skulle køre på Highway 50, som engang i 80’erne af Life Magazine blev udråbt som den ensomste og kedeligste vejstrækning i hele USA. Man anbefalede oven i købet at chauffører, som alligevel tog turen skulle udstyres med særlige survival-skills (overlevelses-evner!)
Vi vovede pelsen, og der var godt nok ensomt. Egnens turistbureauer har fundet ud af at udnytte situationen en smule ved at introducere et pas, man kan få stemplet i de 5 småbyer, man passerer undervejs. Så vi havde da lidt at foretage os undervejs når vi skulle finde frem til de støvede kommunekontorer som forestod stemplingen.
Vejen var ganske rigtigt øde og uden de store turist-trækplastre undervejs. Men der var alligevel en helt særlig oplevelse ved at køre gennem landskabet, der bestod af flade sletter og mindre bjergkæder.
Tæt ved vejs ende besøgte vi ”spøgelsesbyen” Virginia City. Byen er en af de mange boom-towns – dvs. småbyer, som blomstrede op i forbindelse med guldeventyret i Sierra Nevada bjergene i slutningen af 1800 tallet, og som blev forladt nærmest fra den ene dag til den anden da guldåren var tømt.
I Virginia kunne man besøge Bucket of Blood Saloon med skudhuller i baren, Delta Saloon med et bord, hvor hele 3 spillegale guldgravere havde begået selvmord efter at have tabt hele formuen, og Mark Twains gamle arbejdsplads, da han arbejdede på byens avis.
Der var liv og glade dage i Virginia, og ikke meget spøgelsesby over den længere. Man kunne godt se, at det frie initiativ havde fået overtaget, og ikke havde ladet meget tilbage af den oprindelige by. Man kunne fornemme den guldgraverby, der havde været engang hvis man kiggede igennem det værste turistgejl.
Turistgejl var der også rigeligt af da vi nærmede os Lake Tahoe som ligger delt mellem Nevada og Californien og som er et meget populært turistmål for amerikanere både sommer og vinter. Søen er så stor og dyb, at den kunne oversvømme hele Californien med 35 cm. vand, hvis der gik hul på den! Nogle steder er den op til 500 m dyb…
Der var liv og glade dage – både med casinoer på Nevada siden og alt muligt andet på Californien siden. Det er vist USA’s svar på Humlebæk og Den franske Riviera!
Vi fandt ud til vores campingplads i skoven Fallen Leaf, hvor der heldigvis var betydeligt mere ro og fred! Det vil sige, hvis man ikke rendte i en af de 8-12 bjørne, som gennemsnitligt besøgte pladsen hver nat! Vi sad med vores bjørnespray (en slags meget kraftig peberspray) klar ved bålet og diskuterede mulige strategier, hvis bamsen skulle dukke op. Fantasien kendte ingen grænser!!!
Vi vovede pelsen, og der var godt nok ensomt. Egnens turistbureauer har fundet ud af at udnytte situationen en smule ved at introducere et pas, man kan få stemplet i de 5 småbyer, man passerer undervejs. Så vi havde da lidt at foretage os undervejs når vi skulle finde frem til de støvede kommunekontorer som forestod stemplingen.
Vejen var ganske rigtigt øde og uden de store turist-trækplastre undervejs. Men der var alligevel en helt særlig oplevelse ved at køre gennem landskabet, der bestod af flade sletter og mindre bjergkæder.
Tæt ved vejs ende besøgte vi ”spøgelsesbyen” Virginia City. Byen er en af de mange boom-towns – dvs. småbyer, som blomstrede op i forbindelse med guldeventyret i Sierra Nevada bjergene i slutningen af 1800 tallet, og som blev forladt nærmest fra den ene dag til den anden da guldåren var tømt.
I Virginia kunne man besøge Bucket of Blood Saloon med skudhuller i baren, Delta Saloon med et bord, hvor hele 3 spillegale guldgravere havde begået selvmord efter at have tabt hele formuen, og Mark Twains gamle arbejdsplads, da han arbejdede på byens avis.
Der var liv og glade dage i Virginia, og ikke meget spøgelsesby over den længere. Man kunne godt se, at det frie initiativ havde fået overtaget, og ikke havde ladet meget tilbage af den oprindelige by. Man kunne fornemme den guldgraverby, der havde været engang hvis man kiggede igennem det værste turistgejl.
Turistgejl var der også rigeligt af da vi nærmede os Lake Tahoe som ligger delt mellem Nevada og Californien og som er et meget populært turistmål for amerikanere både sommer og vinter. Søen er så stor og dyb, at den kunne oversvømme hele Californien med 35 cm. vand, hvis der gik hul på den! Nogle steder er den op til 500 m dyb…
Der var liv og glade dage – både med casinoer på Nevada siden og alt muligt andet på Californien siden. Det er vist USA’s svar på Humlebæk og Den franske Riviera!
Vi fandt ud til vores campingplads i skoven Fallen Leaf, hvor der heldigvis var betydeligt mere ro og fred! Det vil sige, hvis man ikke rendte i en af de 8-12 bjørne, som gennemsnitligt besøgte pladsen hver nat! Vi sad med vores bjørnespray (en slags meget kraftig peberspray) klar ved bålet og diskuterede mulige strategier, hvis bamsen skulle dukke op. Fantasien kendte ingen grænser!!!
Kommentarer