Musgaards Blog

"San Francisco has only one drawback--'tis hard to leave." -Rudyard Kipling Det er svært at forlade San Francisco, men nu havde vi mentalt indstillet os: dette var den sidste rigtige dag på den store USA-rejse, og der var stadig ting, der skulle opleves, og udsigter, der skulle ses. Dagens morgenmad blev indtaget på en rigtig amerikansk diner - Joanie's - hvor det var tydeligt at også de "indfødte" brugte den som morgenmadsrestaurant. Det var både San Francisco Chronicle og Wall Street Journal, der blev studeret over orgierne i æg, pandekager og burgere samt kaffen som de vimse servitricer hele tiden rendte rundt og fyldte op. Vi følte os ærkeamerikanske! Så var det blevet tid til at køre i sporvogn, eller Cable Car som det hedder her på disse kanter. Vi gik til endestationen ved Hyde Street, som på grund af det tidlige tidspunkt på dagen endnu kun var belejret af en lille kø. Senere på dagen står folk i kø i timevis for at få en tur med de 39 populære

Dagen startede som sædvanligt med...morgenmad. Og alligevel ikke helt så sædvanligt endda. Det viste sig nemlig, at der ikke var morgenmad inkluderet i vores hotelovernatning - hvilket vi efter kage-morgenmads-historien fra Los Angeles egentlig ikke var så kede af. Men det bragte os ud på det frie marked - nærmere bestemt restauranten "Denny's" som lå i stueetagen på vores hotel. "Denny's" er en fastfoodrestaurant, som har specialiseret sig i morgenmadsretter, så der var alt hvad hjertet kunne begære af pandekager, æggeretter, sandwich, bacon, ost osv. Drengene syntes det var vildt fedt at kunne bestille noget så usandsynligt som pandekager, varm kakao med flødeskum og cheeseburger med pommes frites til morgenmad. Endda uden at nogen forældre protesterede. "Jamen MÅ jeg godt bestille det???" blev Mikkel ved med at spørge. Der er alligevel lidt af prædikenerne om sund og nærende morgenmad, der er trængt ind! Men kaffen var god og rigelig! Efter

Kl. 5.45 bippede alarmen, og det var på tide at komme op. Turen i motorhome er slut, det skal afleveres inden 15.00 i dag i Oakland, og forude venter et par afsluttende dage i San Francisco. Vi kørte - som vi tit før har gjort - afsted uden morgenmad, og ungerne satte sig bare ned i sæderne, spændte sig fast og sov videre under køreturen. På den måde kommer man et godt ryk inden det bliver for varmt, og vi holder ind et pænt sted og spiser morgenmad. Perfekt! Denne gang var det pæne sted imidlertid en Wal-Mart parkeringsplads, og I må selv gætte, hvem der skulle bruge de sidste dollars her! Vi var i Oakland før middag, og pakkeriet gik smertefrit, selv om det tager noget tid at pakke ned for 6 uger! Vi havde heldigvis købt et par ekstra kufferter, for det er da helt utroligt som ens ting formerer sig på den korte tid, vi har været her! Vi var spændte på, hvad de ville sige til den (meget lille - næsten usynlige) bule, vi havde lavet i den bagerste kofanger, da der stod et træ i veje

Efter en god nats søvn på Crane Flat, hvor den nærboende mexicaner-koloni (3-5 familier med tilhørende telte, grej, mad, lamper, generatorer, børn, musikanlæg osv. osv....) heldigvis var mere stille end i går, tog vi afsked med turens sidste naturcampingplads. I aften skal vi atter tilbage til KOA i Mariposa for at få lidt civilisation og en pooltur den sidste dag...desuden sparer vi ca. en times bjergkørsel på tilbagevejen mod San Francisco, og det er da også værd at tage med! Første stop var ved vandfaldet Bridalveil Fall. Der var nu ikke meget vand i "brudeslørs-vandfaldet" her sidst på sæsonen, men det er altid fascinerende at se de høje vandfald. Videre ind i parken parkerede vi vores motorhome på downtown p-pladsen og tog bussen ud til Yosemite Falls. Vandfaldet, eller rettere: vandfaldene er delt op i et Upper Fall og et Lower Fall. For at komme til toppen af det øverste kræves en 6-8 timers hike, som i turguiden har betegnelsen "strenous" hvilket betyder s

”Life is not measured by the breaths we take, but by the moments that take our breaths away!” Der er så fantastisk smukt I Yosemite…Selv Mikkel sagde på et tidspunkt i dag, at han nok alligevel troede at det her var den pæneste og smukkeste park, han havde været i. Vi startede med at køre ind i Yosemite Valley, som er flaskehalsen for al trafik, fordi det er her langs Merced floden at der er campingpladser og hotel, butikker, gift shops og information, og fordi det er her mange af vandreturene udgår fra. Til gengæld har man lavet et par store parkeringspladser hvor det er meningen at man sætter sin bil, og så bevæger man sig rundt i parken med de gratis busser, som går hele tiden mellem alle de populære stop. Som sagt så gjort: vi stillede vores motorhome ved Yosemite Village, provianterede vand og mad, og tog bussen til den inderste del af dalen. Herfra gik vi med John Muir stien op til Vernal vandfaldet. Det var en ca. 5 km tur med en stigning på i alt ca. 1300 ft. altså omkring 450

Efter 3 lange køredage trængte vi til at sove længe i dag, så det blev hen på formiddagen inden vi kom af sted. Vi var af andre danskere, som vi havde talt med blevet advaret om de mange, mange, mange mennesker, som også havde valgt at besøge Yosemite, særligt i weekenden. Derfor valgte vi at køre ned i den sydlige del af parken for at kigge nærmere på de kæmpestore træer – sequoia. Yosemite er ikke et sted, hvor man bare lige kører fra A til B. Al kørsel foregår i sneglefart fordi man hele tiden enten kører op ad et bjerg eller ned ad et bjerg, eller følger en flod. Det tog faktisk et par timer i bjergtempo før vi var i Wawona, som er den sydlige del. Som det eneste sted i alle de nationalparker, vi indtil nu har besøgt, syntes vi det var lidt svært at finde rundt, at finde Visitor Center og at finde en parkeringsplads. Skiltningen levede ikke helt op til standarden de andre steder, men langt om længe fik vi parkeret vores motorhome, som var for stort til at køre ind i Mariposa Grove,

Dagens rute gik fra Lake Tahoe til vores KOA campingplads lige vest for Yosemite. Vi havde planlagt ruten sådan at vi kom ind i parken fra øst og kørte over Tioga passet på vej ind. Først gjorde vi dog stop i endnu en spøgelsesby – denne gang en mere ægte en af slagsen. For at komme til byen Bodie skal man køre 20 km på smalle snoede veje – de sidste 5 på meget dårlig grusvej, så det private initiativ har ikke fået lov til at ødelægge noget her. ”Farvel Gud – vi flytter til Bodie” skrev en lille pige i sin dagbog for over hundrede år siden, før hun skulle flytte hertil med familien. Og det kunne godt nok virke noget gudsforladt når man kiggede ud over den lille samling huse, som engang har været en driftig guldmineby med 10000 indbyggere, 10 kirker og 65 saloons! Flere af husene var åbenbart blevet forladt i hast – i hvert fald stod både møbler og indbo tilbage sådan som det er blevet efterladt. Det var spændende men også skræmmende at se byen – men oplevelsen stod i stor kontrast til

The loneliest road in America Og her er beviset: Kirsten var også bag rattet! I dag skulle vi køre fra Ely til South Lake Tahoe. Vi skulle køre på Highway 50, som engang i 80’erne af Life Magazine blev udråbt som den ensomste og kedeligste vejstrækning i hele USA. Man anbefalede oven i købet at chauffører, som alligevel tog turen skulle udstyres med særlige survival-skills (overlevelses-evner!) Vi vovede pelsen, og der var godt nok ensomt. Egnens turistbureauer har fundet ud af at udnytte situationen en smule ved at introducere et pas, man kan få stemplet i de 5 småbyer, man passerer undervejs. Så vi havde da lidt at foretage os undervejs når vi skulle finde frem til de støvede kommunekontorer som forestod stemplingen. Vejen var ganske rigtigt øde og uden de store turist-trækplastre undervejs. Men der var alligevel en helt særlig oplevelse ved at køre gennem landskabet, der bestod af flade sletter og mindre bjergkæder. Tæt ved vejs ende besøgte vi ”spøgelsesbyen” Virginia City. Byen e

Se vores lille motorhome - er den ikke sød blandt alle de store??? Drengene i saltørkenen - bemærk solbrillerne! Med fødderne i Great Salt Lake. Det var tiltrængt med et fodbad bagefter... I dag tog vi hul på den første af 3 lange køredage. Vi skal krydse Nevada ørkenen for at komme over til Nationalparken Yosemite i Californien, som bliver vores sidste stop. Vi har lagt et par overnatninger ind undervejs, og selv om formålet jo er at komme fra A til B vil vi forsøge at se, om der er et par spændende ting undervejs. Første stop var lige uden for Salt Lake City, hvor den store saltsø, som har givet navn til byen ligger. Vi gik en tur ned til søen, som virkede som en mærkelig blanding mellem sø og hav. Det var ret underligt, at byen ikke havde udnyttet søen bedre som turistpotentiale – der lå en gammel forfalden pavillon, som uden tvivl har været fantastisk flot engang, men nu så noget skummel ud! Vandet var meget salt – det var godt nok nødvendigt at få skyllet tæerne af igen bagefter

Vi vågnede op til en varm morgen på campingpladsen Pony Express RV Resort lige i udkanten af Salt Lake City. Omgivet af to motorveje og nabo til en lufthavn skulle man tro, at larmen ville være uudholdelig, men den blev overdøvet af vores aircondition, som vi nu igen må ha tændt for at sove! (Med tanke på iskolde nætter i Yellowstone) Idag var dagen hvor tøjlageret til det næste år skulle fyldes op, og vi havde fundet et outlet, som er et sted, hvor mærkevareproducenterne sælger deres restlagre til billige penge. Vi skulle ud i Park City en halv times kørsel fra campingpladsen, ude i skiområderne, og med udsigt til de olympiske hopbakker og styrtløbsløjper. Efter flere timers traven rundt, hvor selv Karsten fik tøjbeholdningen suppleret, var vi møre, og det var efterhånden blevet godt hen på eftermiddagen. Vi kørte forbi Wal-Mart - vores yndlingsbutik - for at få fyldt køleskabet op, men stor var vores overraskelse da vi efter nogen søgen fandt ud af, at denne butik ikke havde mad

I dag skulle vi køre til Salt Lake City - en lang køretur på 5-600 km, så det var tidligt op og afsted. Vi kørte ud af parkens sydlige indgang, og ind i den tilstødende nationalpark Grand Teton. Lige ved indgangen til Grand Teton holdt vi i kø på grund af vejarbejde - troede vi - men det skulle vise sig at en stor Grizzly bjørn stod lige ved siden af vejen og ledte efter mad under nogle væltede træer. Vi synes vi har været superheldige med de vilde dyr vi har set, og så skulle vi altså lige slutte af med endnu en bjørn - cool! Vi holdt godt udkig efter den store elg - moose - som vi endnu ikke har set, men den dukkede desværre ikke op. Grand Teton er en vildt smuk park, hvor man kører langs en kæde af høje Rocky Mountains bjergtoppe, pyntet med store søer og floden Snake River. Her kunne vi godt tænke os at bruge mere tid engang - nu blev det kun til et stop for morgenmad/brunch før det gik videre. Vi kom efter en del bjergkørsel ud på den sydgående motorvej, og timerne og kilometerne

I dag havde vi bestemt os for at komme tidligt ud af røret, så vi måske kunne spotte nogle dyr på Yellowstones enge. Vi kørte efter lige at have fået tøjet på, og havde bestemt os for at vente med morgenmaden. Med søvnen stadig siddende i øjnene kørte vi sydpå. Det var dog ikke søvn, men en tæt morgentåge og dis der lå over landskabet, så vi kunne faktisk ikke se fantastisk langt. Særligt omkring Yellowstone River så det ud som om floden dampede - og flot var det. Vi fulgte længe efter en stor flok buffalo, som syntes det var fint at bruge vejen som sti ned til floden. Det er imponerende at betragte de store dyr så tæt på - særligt hannerne er altså imponerende store og gik lige ved siden af bilen, så vi kunne høre dem pruste og brøle, hvis ikke kalvene fulgte ordentligt med. (Ikke ulig menneskeverdenen...) Ved Fishing Bridge tog vi morgenmad, mens vi studerede pelikanerne på floden, vi så også en Osprey, en slags ørn, der er almindelig i Yellowstone. Vi syntes ikke vi var blevet h

Formiddagen gik mest med praktiske sysler – der var efterhånden en del billeder, der skulle styr på – og vi skulle også have investeret i en kikkert så vi kunne studere de mange dyr nærmere, så klokken blev henad 11 før vi kom af sted. Der er mange buffaloes både på og ved siden af vejen. Det er fedt at se de store dyr så tæt på – særligt når man tænker på, at de har været meget tæt på at blive udryddet da bøffeljagten var på sit højeste for ca. 100 år siden. I dag tog vi til den nederste del af 8-tallet i parken. Det er her, der er mest geotermisk aktivitet, og vi begyndte i West Thumb hvor der var de smukkeste og klareste huller med varmt, boblende vand. Det er mikroorganismer, der bor i det varme vand, og temperaturen afgør hvilke slags der kan trives, og hermed hvilken farve, vandet får. De varmeste huller får den flotteste turkisblå farve, og vandet er simpelthen så klart at man får lyst til at springe i. Varmen og lugten skal dog nok afholde en fra at prøve! Vejen sydpå går lang

Tidligt lagde vi fra land sammen med Johnny og Ulla og kørte vestpå ad en af de smukkeste vejstrækninger i USA (det har vi efterhånden læst om en del strækninger – men det er jo også landet, hvor selv en æske tændstikker kan beskrives som fabulous). Det var nu en meget flot rute, hvor man kørte langs Shoshone River med Rocky Mountains i baggrunden. Lige inden vi kom til parken gjorde vi holdt ved Pahaska Tepee. Det er faktisk ikke en tipi, men Buffalo Bills jagthytte, som hedder sådan fordi det betyder ”den-langhåredes-hus” på det lokale crow-indianersprog. Vi spiste fælles morgenmad/brunch på græsset udenfor og holdt lidt fødselsdag for Ulla, som fyldte 41 lige i dag! Inde i parken fik vi de første glimt af den helt fantastiske og varierede natur, der venter os de næste 3 dage. Der er bjerge, kløfter, vandfald, og den store Yellowstone Lake, som er den største sø, der er så højt beliggende. Efter et lille stop ved Visitor Center kørte vi nordpå. Vejene i Yellowstone er anlagt som et