29. juli: På jagt efter tilbud og mormoner


Vi vågnede op til en varm morgen på campingpladsen Pony Express RV Resort lige i udkanten af Salt Lake City. Omgivet af to motorveje og nabo til en lufthavn skulle man tro, at larmen ville være uudholdelig, men den blev overdøvet af vores aircondition, som vi nu igen må ha tændt for at sove! (Med tanke på iskolde nætter i Yellowstone)

Idag var dagen hvor tøjlageret til det næste år skulle fyldes op, og vi havde fundet et outlet, som er et sted, hvor mærkevareproducenterne sælger deres restlagre til billige penge.

Vi skulle ud i Park City en halv times kørsel fra campingpladsen, ude i skiområderne, og med udsigt til de olympiske hopbakker og styrtløbsløjper.

Efter flere timers traven rundt, hvor selv Karsten fik tøjbeholdningen suppleret, var vi møre, og det var efterhånden blevet godt hen på eftermiddagen.

Vi kørte forbi Wal-Mart - vores yndlingsbutik - for at få fyldt køleskabet op, men stor var vores overraskelse da vi efter nogen søgen fandt ud af, at denne butik ikke havde mad, men kun alt det andet???

Vi kørte ind til centrum og fandt til vores glædelige overraskelse en offentlig, billig p-plads, hvor der ovenikøbet var plads til "skrumlet". Det er ikke det mest yndefulde at få vores motorhome parkeret og vendt rundt inde i en større by!

Målet for turen var selvfølgelig Salt Lake City's mormontempel, som ligger præcis midt i byen. Vi blev mødt af nogle usædvanlige mennesker, som straks tilbød os en guidet tur rundt på Temple Square, som rummer flere bygninger udover templet. De var - selv efter amerikansk standard - usædvanligt venlige og imødekommende, og tilbød straks at finde deres danske guide så børnene også kunne forstå det.

Det blev til en svensk pige med dansk far, som ledte os rundt til de forskellige bygninger, tempel, kirke og tabernaklet, hvor deres meget berømte 360 sangere store kor øver og synger. Der er en fantastisk akustik i rummet, hvilket blev demonstreret ved at rive papir i stykker, tabe knappenåle osv.

Det var fint at se området og høre om mormonernes lange og trange vej til lykken i USA, og der var ikke tale om at guiderne missionerede, selvom de selvfølgelig fortalte om hvad mormonernes tro gik ud på.

Efter rundturen blev Karsten tilbage i stedets Visitor Center for at se en film om mormonernes rejse (men den blev dog lige prædikende nok til hans smag...) mens Kirsten og drengene gik en tur på Main Street for at kigge lidt på bylivet. Og hvilken skuffelse...hvis Salt Lake City er en spændende by har vi ikke fundet stedet endnu. Der er mormonbygninger (bl.a. deres kæmpe kontorkompleks, hvor det styrer alle kirkens rigdomme, som vist er temmelig omfattende!), så er der banker og kontorbygninger, og så ligner bymidten forøvrigt en stor byggeplads på grund af et omfattende byfornyelsesprojekt.

Ikke så meget som en souvenir-biks eller en fastfood-restaurant kunne vi finde - og Mikkel omdøbte straks Main Street til Møg Street :-)

Vi kørte hjem til pladsen, hvor alle mand m/k gik catwalk i deres nye tøj! I morgen kører vi til Ely på vores vej vestpå til Yosemite...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

4. august: En sidste dag i paradis

3. august: Ved smukke vandfald og på flod-sejlads