Musgaards Blog

Vi vågnede op til en varm morgen på campingpladsen Pony Express RV Resort lige i udkanten af Salt Lake City. Omgivet af to motorveje og nabo til en lufthavn skulle man tro, at larmen ville være uudholdelig, men den blev overdøvet af vores aircondition, som vi nu igen må ha tændt for at sove! (Med tanke på iskolde nætter i Yellowstone) Idag var dagen hvor tøjlageret til det næste år skulle fyldes op, og vi havde fundet et outlet, som er et sted, hvor mærkevareproducenterne sælger deres restlagre til billige penge. Vi skulle ud i Park City en halv times kørsel fra campingpladsen, ude i skiområderne, og med udsigt til de olympiske hopbakker og styrtløbsløjper. Efter flere timers traven rundt, hvor selv Karsten fik tøjbeholdningen suppleret, var vi møre, og det var efterhånden blevet godt hen på eftermiddagen. Vi kørte forbi Wal-Mart - vores yndlingsbutik - for at få fyldt køleskabet op, men stor var vores overraskelse da vi efter nogen søgen fandt ud af, at denne butik ikke havde mad

I dag skulle vi køre til Salt Lake City - en lang køretur på 5-600 km, så det var tidligt op og afsted. Vi kørte ud af parkens sydlige indgang, og ind i den tilstødende nationalpark Grand Teton. Lige ved indgangen til Grand Teton holdt vi i kø på grund af vejarbejde - troede vi - men det skulle vise sig at en stor Grizzly bjørn stod lige ved siden af vejen og ledte efter mad under nogle væltede træer. Vi synes vi har været superheldige med de vilde dyr vi har set, og så skulle vi altså lige slutte af med endnu en bjørn - cool! Vi holdt godt udkig efter den store elg - moose - som vi endnu ikke har set, men den dukkede desværre ikke op. Grand Teton er en vildt smuk park, hvor man kører langs en kæde af høje Rocky Mountains bjergtoppe, pyntet med store søer og floden Snake River. Her kunne vi godt tænke os at bruge mere tid engang - nu blev det kun til et stop for morgenmad/brunch før det gik videre. Vi kom efter en del bjergkørsel ud på den sydgående motorvej, og timerne og kilometerne

I dag havde vi bestemt os for at komme tidligt ud af røret, så vi måske kunne spotte nogle dyr på Yellowstones enge. Vi kørte efter lige at have fået tøjet på, og havde bestemt os for at vente med morgenmaden. Med søvnen stadig siddende i øjnene kørte vi sydpå. Det var dog ikke søvn, men en tæt morgentåge og dis der lå over landskabet, så vi kunne faktisk ikke se fantastisk langt. Særligt omkring Yellowstone River så det ud som om floden dampede - og flot var det. Vi fulgte længe efter en stor flok buffalo, som syntes det var fint at bruge vejen som sti ned til floden. Det er imponerende at betragte de store dyr så tæt på - særligt hannerne er altså imponerende store og gik lige ved siden af bilen, så vi kunne høre dem pruste og brøle, hvis ikke kalvene fulgte ordentligt med. (Ikke ulig menneskeverdenen...) Ved Fishing Bridge tog vi morgenmad, mens vi studerede pelikanerne på floden, vi så også en Osprey, en slags ørn, der er almindelig i Yellowstone. Vi syntes ikke vi var blevet h

Formiddagen gik mest med praktiske sysler – der var efterhånden en del billeder, der skulle styr på – og vi skulle også have investeret i en kikkert så vi kunne studere de mange dyr nærmere, så klokken blev henad 11 før vi kom af sted. Der er mange buffaloes både på og ved siden af vejen. Det er fedt at se de store dyr så tæt på – særligt når man tænker på, at de har været meget tæt på at blive udryddet da bøffeljagten var på sit højeste for ca. 100 år siden. I dag tog vi til den nederste del af 8-tallet i parken. Det er her, der er mest geotermisk aktivitet, og vi begyndte i West Thumb hvor der var de smukkeste og klareste huller med varmt, boblende vand. Det er mikroorganismer, der bor i det varme vand, og temperaturen afgør hvilke slags der kan trives, og hermed hvilken farve, vandet får. De varmeste huller får den flotteste turkisblå farve, og vandet er simpelthen så klart at man får lyst til at springe i. Varmen og lugten skal dog nok afholde en fra at prøve! Vejen sydpå går lang

Tidligt lagde vi fra land sammen med Johnny og Ulla og kørte vestpå ad en af de smukkeste vejstrækninger i USA (det har vi efterhånden læst om en del strækninger – men det er jo også landet, hvor selv en æske tændstikker kan beskrives som fabulous). Det var nu en meget flot rute, hvor man kørte langs Shoshone River med Rocky Mountains i baggrunden. Lige inden vi kom til parken gjorde vi holdt ved Pahaska Tepee. Det er faktisk ikke en tipi, men Buffalo Bills jagthytte, som hedder sådan fordi det betyder ”den-langhåredes-hus” på det lokale crow-indianersprog. Vi spiste fælles morgenmad/brunch på græsset udenfor og holdt lidt fødselsdag for Ulla, som fyldte 41 lige i dag! Inde i parken fik vi de første glimt af den helt fantastiske og varierede natur, der venter os de næste 3 dage. Der er bjerge, kløfter, vandfald, og den store Yellowstone Lake, som er den største sø, der er så højt beliggende. Efter et lille stop ved Visitor Center kørte vi nordpå. Vejene i Yellowstone er anlagt som et

Vores sidste dag i Cody startede tidligt, da Johnny og Ulla afleverede Tanja og Pernille ved 7.30 tiden. De ville en tur ud på hesteryg, og pigerne var ca. 6 år for unge! Vi tog i stedet en tur i miniaturebyen, som er et fint lille gratis museum med en kæmpe model af området, delt op i forskellige tidsepoker, fra de tidlige indianere, over Little Big Horn og til de næsten var forvist til reservaterne. En ældre mand har brugt de sidste 50 år på at bygge modellen, og samle forskellige ting, redskaber, tøj og udstoppede dyr til museet. Som Karsten bemærkede: ”Hvis det var mig der havde brugt 50 år på det, tror jeg nok, jeg havde taget lidt i entre!” Ved middagstid mødtes vi med de 4 John Wayne-wannabees med karakteristisk gangart. Vi så resten af museet, inden det var tid til shopping for Kirsten og Ulla, og badeland for resten af os…Det var et super godt badeland, og efter 3,5 time i vandet var Karsten tæt på at være opløst. Der var også alle mulige andre aktiviteter i de omkringliggend

Dagen startede hver for sig i de to familier, idet Henriksens ville ud og besøge en ranch, og Musgårds valgte fysisk aktivitet i form af klatring. Vi besøgte en klatrehal, hvor vi blev udstyret med de rigtige sko, og så var det ellers i gang med at forsøge at komme op ad væggene! Det blev til mange gode grin i de par timer vi var der, og det gik op for os, hvor svært det faktisk er at klatre op ad et bjerg kun med egen hjælp! Efter en let frokost i vores motorhome – en af fordelene ved at have sit hus med sig – mødtes vi med Johnny og Ulla på byens museum. Eller rettere museer, da Buffalo Bill Historical Center består af ikke mindre end 5 museer, der ligger samlet på et sted, og både fortæller om Buffalo Bill og området, om prærieindianerne, og om skydevåben, og et naturhistorisk museum om egnens dyre- og planteliv, og endelig et kunstmuseum. Det var et superflot museum, og selv børnene sagde, at det var et af de bedste museer, de havde været på nogensinde! (Og det siger jo ikke så

Næste morgen skulle det vise sig, at vi havde ligget på en usædvanligt idyllisk campground midt inde i skoven og med den lille bæk til at afgrænse pladsen kun et par meter væk. Vi kan begynde at vi er kommet nordpå og op i bjergene – det bliver godt nok koldt om aftenen/natten nu, og vi var endda nødt til at iføre os lange bukser fra morgenen af.( Vi tænkte lige tilbage på hvordan vi sov med vores AirCondition tændt da vi var omkring Las Vegas). Der var dog ikke tid til at nyde skovidyllen så meget, for vi ville køre tidligt så vi kunne nå at opleve lidt af Cody inden aften. Først skulle vi imidlertid krydse Big Horn Mountains på vores vej vestover, hvilket viste sig at være noget af et projekt. Passet ligger i ca. 3500 m højde, og da vi holdt ind på en rasteplads oppe på toppen for at spise brunch, lå der stadig SNE i vejkanten! Børnene syntes det var et hit, og vi andre nød udsigten! I Cody tog vi hen og besigtigede henholdsvis hotel og campingplads, før vi igen mødtes ved Irma Hote

Efter Black Hills skulle vores vej nu gå vest på. Både bogstavelig talt og i forhold til at besøge ”Det vilde Vesten”! Vi skulle ende i Cody – en lille wild west by lige før Yellowstone, som blev gjort kendt af Buffalo Bill. Men mere om ham senere… Vi havde delt turen op, så vi skulle overnatte i Buffalo på kanten af Big Horn Mountains. På vej dertil gjorde vi holdt ved ”Devils Tower”. En sær klippe der lidt som Ayers Rock i Australien står i ensom majestæt ude på de åbne vidder og rager næsten lodret op mod himlen. Indianerne har stedet som et helligt sted, og mange steder kunne vi se, at de havde hængt farvede bånd op i træerne rundt om klippen ifølge deres ceremonier og traditioner. Der var noget lidt underligt og næsten unaturligt over den store klippe, og man kunne se, at mange af de besøgende stod længe og stille faldt i staver over stedet. Vi gik en lille tur rundt om klippen og holdt godt øje med de klapperslanger, man siger her er så mange af. Desværre/heldigvis så vi ingen,

”Indianerne vil vise de hvide at de også har store helte…” Sådan sagde en af de indianerhøvdinge som omkring 1950 indgik en aftale med en billedhugger om at hugge et monument ud i et bjerg i Black Hills. Vi mødtes udenfor Crazy Horse Memorial, som i de seneste 60 år er blevet til et færdigt ansigt og konturerne af en arm og en hestemule. Der er langt igen før bjerget er forvandlet til verdens største skulptur – ca. 45 år regner man med – så med lidt held kan vores børn jo rejse herover til indvielsen når de er sidst i halvtredserne! Det var faktisk rigtig flot at se monumentet, som man ikke kan komme ret tæt på, da der hele tiden arbejdes og sprænges med dynamit deroppe. Men der var også et stort museum for områdets prærieindianere, både med eksempler på levevis, redskaber og deres kunst. Efter besøget ved Crazy Horse kørte vi til Rapid City, som er den største by i Black Hills. Det var dog en temmelig skuffende omgang…Godt nok havde man forsøgt at tiltrække turister ved at placere en

Efter en nat på KOA campingpladsen i Hot Springs holdt vi morgenmøde ved familien Henriksens campinghytte. Eneste punkt på dagsordenen var en vurdering af dagens rute op til Mount Rushmore hvor de 4 præsidenter er hugget ind i bjerget. Der fandtes nemlig en – ifølge guidebøgerne – vidunderlig skøn vej derop: Iron Mountain Road. Eneste minus ved den var at den gik igennem 3 granittunneler, og vi ville gerne være sikre på, at vores motorhome kunne komme igennem. Efter lidt regnen frem og tilbage fandt vi frem til, at der ville være ca. 5 cm. luft over vores motorhome i den laveste af tunnelerne. Så det skulle jo være rigeligt! Og det var en rigtig flot tur. På en del af turen gik vejen gennem Custer State Park, hvor et par store bisonflokke gik og græssede i vejkanten. Nogle af dem spankulerede også rundt mellem bilerne – ganske uimponerede over det store opbud af fotoudstyr! Vejen var meget smal og kringlet, men Karsten styrede vores motorhome i fineste stil! Selv i grisehale-svingene,

I dag tog vi afsked med huset i Superior, men dog ikke med familien Henriksen, som følger med os lidt videre nordpå indtil Yellowstone. Inden afgang vendte vi lige forbi Rocky Mountain Fire and Rescue, en lille lokal brandstation hvis brandbil vi nu havde beundret i 3 dage. Karsten bankede på og startede med i høje toner at lovprise bilen over for den brandmand, der lukkede op. Og så gik det helt store show ellers i gang. Jeff, som brandmanden hed udleverede røde hjelme til børnene, og viste rundt og stillede op til fotografering. Og bedst som vi troede vi var færdige kom han med en gigantisk skruenøgle, da han tilfældigvis lige skulle tjekke trykmåleren på en brandhane udenfor stationen. Drengene blev sat i gang med at åbne for hanen, mens to af Jeff's kolleger standsede trafikken på vejen udenfor! Endnu et eksempel på amerikanernes venlighed og åbenhed synes jeg. Herefter kørte vi en tur i Dick's Sporting Goods for at købe Broncos trøjer, hvorefter vi satte afsted nordpå ud o

Efter en sen dag i går, sov vi længe i dag...Ved middagstid var de sidste børn først ved at stå op, og syntes det var fedt med en total slapper! Ulla var et smut på arbejde om formiddagen, og da hun vendte hjem tog Karsten, Kirsten og Mads en tur med Johnny ud til Brighton, hvor Vestas er ved at anlægge det nye fabriksområde. De små præriehunde sad pænt på vagt i deres huller - tilsyneladende ikke skræmte ved udsigten til snart at blive invaderet af gravemaskiner og betonbiler...endnu...! Vi fik - iført korrekt udstyr: hjelm, briller og selvlysende vest - lov til at besigtige grunden sammen med Johnny! Byggeriet skal stå færdigt til produktionsstart i marts måned, så det er godt på vej. På vej hjem slog vi et smut omkring en af de største Harley-Davidson forhandlere i Vesten til Mads' (og Johnnys) store fornøjelse. Der var motorcykler af alle slags, til ufattelig få penge :-) Der var også en omfangsrig udstyrsafdeling og alverdens gejl med HD logo på, så man kunne bestemt blive uds

I dag fik Lasse sin store drøm opfyldt. Han fik lov til at komme bag på Johnny's Harley Davidson, med al det rigtige biker-udstyr på, og så kørte de to en tur! Johnny har vist for evigt sikret sig en plads som et af Lasses yndlingsmennesker med den tur! Formiddagen blev tilbragt med morgenkaffehygge på terrassen, huslige sysler (en lettere rengøring af vores motorhome var tiltrængt), tøjvask og opdatering af blog. Over middag var vi alle inviteret i biografen for at se den helt nye Harry Potter 6. Det var en kanon film, og endnu engang forbløffes man over størrelsen...Ikke på lærredet eller biografsalen, men på den spand med popcorn man fik med ind, og det krus med halvanden liter cola, der fulgte med. Begge dele selvfølgelig med fri opfyldning! Super film, vi glæder os til 7'eren! Ulla og de små piger foretrak Ice Age i stedet for. På vej hjem var Johnny, Kirsten, Mads, Lasse og Tanja lige forbi Nordstrom Racks på endnu lidt shopping, inden vi alle tog en tur i den lokale

På vejen så vi en koloni af præriehunde. Der var omkring 100, som blev voldsomt sure, da vi stoppede og fotograferede. De har vagtposter ude, som står på bagbenene og spejder efter fredsforstyrrere, og advarer så de andre med høje skrig! På vej til Denver kørte vi i dag igennem den gamle guldgraverby Cripple Creek. Byen opstod som så mange andre andre i Colorados Gold Rush periode, hvor alle havde travlt med at søge lykken, og hvor man kunne gøre krav på et stykke flod eller bjerg, som man så kunne bruge de næste 10-15 år på at undersøge for guld. Som den første guldgraver i området, der efter 15 års søgen endelig fandt guld, men efter en heftig nat i byen for at fejre sit held, opdagede at han havde solgt rettighederne til minen for en flaske whisky... Vi besøgte først et museum, der fortalte om guldgraver-æraen og byens opståen, liv og mange personligheder. Derefter var vi klar til at besøge en ægte guldmine lige ved siden af. Mollie Kathleen's Gold Mine havde været i brug til

Efter en god nats søvn på KOA campingpladsen i Canon City tog vi i dag til Royal Gorge. Det er en meget dyb kløft, hvor Arkansas River løber nede i bunden. Vi kunne faktisk se over til hængebroen fra vores campingplads, så vi skulle ikke køre meget i dag! Og helt deroppe - 1053 feet - over den brusende og vilde flod - hang broen, som er verdens højest beliggende hængebro. Bygget i 1929 og man kan både gå og køre over den. Det skal siges, at det kildrer godt i maven når man går over en af og til ret bred sprække i broens planker og kigger ned på de modige riverraftere på det vilde vand! Der var opbygget en lille park med western by, klappe zoo, indhegninger med bison og elge, og souvenirshops i alle afskygninger. Børnene synes det var super godt! Vi spiste på den anden side af broen inden vi gik tilbage, og whauw for en tur! Det var blæst op, så alle USA's staters flag, som smykkede broens sider stod ud i strakt arm! Det betød også at hængebroen viste hvor fleksibel den var i for

I dag tog vi tidligt af sted, da der ventede os en lang køretur. Målet var KOA campingpladsen i Royal Gorge. Undervejs nød vi landskabet, som langsomt var skiftet væk fra de røde klipper, som vi havde bevæget os rundt i den sidste uges tid, og til mere åbent landbrugsland. I horisonten kunne vi begynde at se lange bjergkæder, og efterhånden måtte vi jo også skulle begive os over nogle af dem. Det kom vi ved Wolf Creek Pass i godt 10000 ft. højde (ca. 3500 meter), hvor det godt nok gik opad. Vores motorhome klarede det nu fint, og pludselig var vi på toppen, hvor et skilt og en messingstreg markerede, at vi nu havde krydset ”Continental Divide”, altså USA’s højderyg. Sjovt at tænke på, at en dråbe vand, man spilder vest for stregen på et tidspunkt triller ud i Stillehavet, mens en dråbe spildt øst for ender i Atlanterhavet. Vi havde aftalt med familien Henriksen at mødes i nationalparken Great Sand Dunes kl. 15. Her kunne man opleve det spøjse fænomen, at der midt inde i USA lå en gigan

I dag tog vi afsked med byen Moab. Byen er centrum for eventyrlystne mennesker af alle slags. Uanset hvad slags adrenalinsus, man ønsker har man muligheden her. Der vrimler med firmaer, der arrangerer riverrafting, udlejning af mountainbikes, jeepture ind over klipperne, ture med 4-hjuls træk, kajak, helikopter, klatring osv. Efter den store succes med vores tur på Colorado floden i en gummibåd, syntes vi at vi havde været med på eventyret, og nu var det tid at køre videre. Målet var nationalparken Mesa Verde i det sydlige Colorado, hvor der findes meget velbevarede ruiner fra bebyggelse, som de tidlige Pueblo-indianere har lavet ind i de naturlige klippehuler, der findes i området. På vej sydpå gjorde vi holdt ved en helt anden slags klippehule. Lidt syd for Moab har en dansk-amerikaner fra 1945 bygget et hjem til sig selv og sin kone ind i en klippe. Med hammer, håndbor og lidt dynamit hakkede og slæbte de to sig igennem tonsvis af klippe, inden de til sidst havde en hule, der rummed