6. juli: Så er vi ved Grand Canyon

Så skulle turen gå til Grand Canyon. Først skulle vi dog ud af Zion, hvilket ikke var så let endda. For at komme østpå fra parken skulle man op over klippekanten, og gennem Mount Carmel tunnelen. Denne tunnel blev konstrueret for næsten 100 år siden - på en tid, hvor biler ikke var nær så mange og så store som nu. Derfor er tunnelen temmelig smal og lav, og et stort skrummel som det vi kører i, skal have eskorte gennem tunnelen. Det betyder, at en Park Ranger stopper al modkørende trafik, således at vi kan køre midt i tunnelen gennem de 1,8 km den varer. Det har i sig selv været noget af en bedrift at få sprængt så lang en tunnel på det tidspunkt, men man har endda været så betænksom at man visse steder har lavet huller ud, så de biler der passerede kunne nyde udsigten undervejs!
På vej mod Grand Canyon skiftede landskabet til store åbne sletter, og efterhånden mere og mere skov. Da vi kom ind i gennem parkindgangen var det første vi så en stor flok bison, der gik og græssede lige ved siden af vejen. Et fantastisk syn at opleve disse kæmpestore dyr så tæt på!
Ved North Rim stoppede vi ved Visitor's Center for at finde ud af, om vi kunne komme med på en mulddyrstur ned i kløften dagen efter. Efter Mads' og Karstens stroppetur i går er de vist også blevet overbeviste om, at sådan en tur vil være for hård for hele familien, så vi vil prøve at tage en halvdagstur på mulddyr i stedet. Heldigvis kunne vi få plads!
Da vi kom ud til kanten var det et fuldstændig fantastisk syn, der mødte os. Det kan godt være Zion er smukkere, men Grand Canyon er simpelt så storslået, at det bare tager pusten fuldstændig fra en. En lille vandretur til et udsigtspunkt ved Bright Angel var faktisk også ret skræmmende når man kiggede ned, men samtidig helt fantastisk, og uden sammenligning med noget man nogensinde før har set og oplevet. Vi kunne se over til South Rim - den anden side af kløften, som faktisk er omkring 15 km væk. Det er kun omkring 10 procent af alle de, der besøger Grand Canyon, der tager til North Rim, som vi har gjort, men vi er supergodt tilfredse. Her er ikke voldsomt mange turister, det er let at komme til ved udsigtspunkterne, og vores campground er også stille og rolig.
Da vi kom til campgrounden var det en stor fornøjelse at opleve, at der var en butik/cafe med trådløst internet, hvilket vi ellers har måttet undvære i nogle dage. Her er heller ingen mobildækning, så vi er nok ikke så tilgængelige de næste par dage.
Campgrounden ligger tæt ved kanten, så vi gik en lille aftentur derud inden vi gik til ro. Temperaturen var heldigvis dejlig behagelig, modsat af, hvad vi havde forventet/frygtet. North Rim ligger i 9000 ft. højde, og der var en let brise, så det var super dejligt at sove en nat uden aircondition tændt!
I morgen skal vi fejre Kirstens fødselsdag med mule trip ned i kløften og middag på Grand Canyon Lodge med nok verdens bedste udsigt. Mere om det i morgen...




Kommentarer

Joan sagde…
Hej Kirsten (og I andre)

Vi kan ikke rigtig få telefonerne til at virke så:

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!!!

Hvis ikke du får en uforglemmelig fødselsdag i de omgivelser så er du sørme selv ude om det:-)

Vi nyder utroligt meget at følge med i jeres eventyr, tænk sig I har kun været afsted i USA godt en uge og I har allerede oplevet så meget.

Husk at nyde måltidet i en af verdens bedst beliggende restauranter, der er visse andre der måtte nøjes med at kigge på og snuse til de riges bord.

Kirsten, Karsten, Mads, Lasse og Mikkel: Hav en fortsat fantastisk ferie - vi glæder os til at høre om jeres eventyr.

De kærligste hilsner og tanker fra:

Mor Eva
Far Christian og Birgit
Victor og Linnea
Palle og Joan

Populære opslag fra denne blog

4. august: En sidste dag i paradis

3. august: Ved smukke vandfald og på flod-sejlads