18. juli: Over den endeløse prærie
I dag tog vi afsked med huset i Superior, men dog ikke med familien Henriksen, som følger med os lidt videre nordpå indtil Yellowstone.
Inden afgang vendte vi lige forbi Rocky Mountain Fire and Rescue, en lille lokal brandstation hvis brandbil vi nu havde beundret i 3 dage. Karsten bankede på og startede med i høje toner at lovprise bilen over for den brandmand, der lukkede op. Og så gik det helt store show ellers i gang. Jeff, som brandmanden hed udleverede røde hjelme til børnene, og viste rundt og stillede op til fotografering. Og bedst som vi troede vi var færdige kom han med en gigantisk skruenøgle, da han tilfældigvis lige skulle tjekke trykmåleren på en brandhane udenfor stationen. Drengene blev sat i gang med at åbne for hanen, mens to af Jeff's kolleger standsede trafikken på vejen udenfor! Endnu et eksempel på amerikanernes venlighed og åbenhed synes jeg.
Herefter kørte vi en tur i Dick's Sporting Goods for at købe Broncos trøjer, hvorefter vi satte afsted nordpå ud over prærien.
Og hvor er der meget af den...det er altså først når man har kørt i 5-6 timer gennem det samme smukke landskab af grønne græssletter og blå himmel, at man begynder at få en ide om, hvor stort det egentlig er. Da vi kom ind i South Dakota, efter at have krydset Wyoming begyndte der at gå mere kvæg på markerne, men ellers var det virkelig de store vidder, vi krydsede.
På KOA campingpladsen i Hot Springs mødte vi Johnny og Ulla med børn, og fik lidt aftensmad bikset sammen før vi gik i seng.
En dag, som på papiret så lidt halvkedelig ud, blev alligevel peppet op af de små oplevelser (Jeff Brandmand) og store overraskelser (hvor stor prærien egentlig er) som vi også før har oplevet. Hvis man vil er rejsen der jo hele tiden - ikke kun når man knipser seværdighederne!
Inden afgang vendte vi lige forbi Rocky Mountain Fire and Rescue, en lille lokal brandstation hvis brandbil vi nu havde beundret i 3 dage. Karsten bankede på og startede med i høje toner at lovprise bilen over for den brandmand, der lukkede op. Og så gik det helt store show ellers i gang. Jeff, som brandmanden hed udleverede røde hjelme til børnene, og viste rundt og stillede op til fotografering. Og bedst som vi troede vi var færdige kom han med en gigantisk skruenøgle, da han tilfældigvis lige skulle tjekke trykmåleren på en brandhane udenfor stationen. Drengene blev sat i gang med at åbne for hanen, mens to af Jeff's kolleger standsede trafikken på vejen udenfor! Endnu et eksempel på amerikanernes venlighed og åbenhed synes jeg.
Herefter kørte vi en tur i Dick's Sporting Goods for at købe Broncos trøjer, hvorefter vi satte afsted nordpå ud over prærien.
Og hvor er der meget af den...det er altså først når man har kørt i 5-6 timer gennem det samme smukke landskab af grønne græssletter og blå himmel, at man begynder at få en ide om, hvor stort det egentlig er. Da vi kom ind i South Dakota, efter at have krydset Wyoming begyndte der at gå mere kvæg på markerne, men ellers var det virkelig de store vidder, vi krydsede.
På KOA campingpladsen i Hot Springs mødte vi Johnny og Ulla med børn, og fik lidt aftensmad bikset sammen før vi gik i seng.
En dag, som på papiret så lidt halvkedelig ud, blev alligevel peppet op af de små oplevelser (Jeff Brandmand) og store overraskelser (hvor stor prærien egentlig er) som vi også før har oplevet. Hvis man vil er rejsen der jo hele tiden - ikke kun når man knipser seværdighederne!
Kommentarer