21. juli: Devil’s tower og en nat i skoven
Efter Black Hills skulle vores vej nu gå vest på. Både bogstavelig talt og i forhold til at besøge ”Det vilde Vesten”! Vi skulle ende i Cody – en lille wild west by lige før Yellowstone, som blev gjort kendt af Buffalo Bill. Men mere om ham senere…
Vi havde delt turen op, så vi skulle overnatte i Buffalo på kanten af Big Horn Mountains. På vej dertil gjorde vi holdt ved ”Devils Tower”. En sær klippe der lidt som Ayers Rock i Australien står i ensom majestæt ude på de åbne vidder og rager næsten lodret op mod himlen. Indianerne har stedet som et helligt sted, og mange steder kunne vi se, at de havde hængt farvede bånd op i træerne rundt om klippen ifølge deres ceremonier og traditioner.
Der var noget lidt underligt og næsten unaturligt over den store klippe, og man kunne se, at mange af de besøgende stod længe og stille faldt i staver over stedet. Vi gik en lille tur rundt om klippen og holdt godt øje med de klapperslanger, man siger her er så mange af.
Desværre/heldigvis så vi ingen, afhængigt af hvem man spørger. Til gengæld så nogle af de bjergklatrere, der dagligt klatrer op ad de næsten lodrette sider og op på plateauet ovenpå Devil’s Tower.
På vej ud af parken så vi en præriehundeby, hvor de små præriehunde sad og vogtede opmærksomt over deres familier. De er vældig søde de små kræ, men kommer med en hidsig ”gøen” hvis man kommer for tæt på. Det er derfor de har fået navnet præriehunde, selvom de artsmæssigt intet har med hunde at gøre.
Videre mod Buffalo gik turen ud over den atter engang endeløse prærie, kun afbrudt af en tur i Wal-Mart for at få nye forsyninger til køleskabet.
Da vi ankom til Buffalo spiste vi sammen med familien Henriksen på Bozeman Trail Steakhouse, hvor vi for 200 dollars fik lækker mad og drikke i mere end rigelige mængder til 11 personer. Ikke helt dårligt. Det var et ganske hyggeligt sted, og ungerne løb ud og tog et spil minigolf, da de var færdige, mens vi voksne forsøgte at spise op.
Vi skulle overnatte på en naturcampingplads i Bighorn Forrest, og da vi kom derud var det næsten mørkt. Vi fandt dog let frem til pladsen, og konstaterede at det online reservationssystem fungerer perfekt: Der sad en nydelig seddel der fortalte at pladsen var reserveret til the Musgaards!
Vi kunne stort set intet se, men kunne til gengæld høre, at vi var meget tæt på en lille bæk. Vi tændte lejrbål, og sad og hyggede os og snakkede i en times tid før vi gik til ro. Dejligt ovenpå en lang køredag.
Vi havde delt turen op, så vi skulle overnatte i Buffalo på kanten af Big Horn Mountains. På vej dertil gjorde vi holdt ved ”Devils Tower”. En sær klippe der lidt som Ayers Rock i Australien står i ensom majestæt ude på de åbne vidder og rager næsten lodret op mod himlen. Indianerne har stedet som et helligt sted, og mange steder kunne vi se, at de havde hængt farvede bånd op i træerne rundt om klippen ifølge deres ceremonier og traditioner.
Der var noget lidt underligt og næsten unaturligt over den store klippe, og man kunne se, at mange af de besøgende stod længe og stille faldt i staver over stedet. Vi gik en lille tur rundt om klippen og holdt godt øje med de klapperslanger, man siger her er så mange af.
Desværre/heldigvis så vi ingen, afhængigt af hvem man spørger. Til gengæld så nogle af de bjergklatrere, der dagligt klatrer op ad de næsten lodrette sider og op på plateauet ovenpå Devil’s Tower.
På vej ud af parken så vi en præriehundeby, hvor de små præriehunde sad og vogtede opmærksomt over deres familier. De er vældig søde de små kræ, men kommer med en hidsig ”gøen” hvis man kommer for tæt på. Det er derfor de har fået navnet præriehunde, selvom de artsmæssigt intet har med hunde at gøre.
Videre mod Buffalo gik turen ud over den atter engang endeløse prærie, kun afbrudt af en tur i Wal-Mart for at få nye forsyninger til køleskabet.
Da vi ankom til Buffalo spiste vi sammen med familien Henriksen på Bozeman Trail Steakhouse, hvor vi for 200 dollars fik lækker mad og drikke i mere end rigelige mængder til 11 personer. Ikke helt dårligt. Det var et ganske hyggeligt sted, og ungerne løb ud og tog et spil minigolf, da de var færdige, mens vi voksne forsøgte at spise op.
Vi skulle overnatte på en naturcampingplads i Bighorn Forrest, og da vi kom derud var det næsten mørkt. Vi fandt dog let frem til pladsen, og konstaterede at det online reservationssystem fungerer perfekt: Der sad en nydelig seddel der fortalte at pladsen var reserveret til the Musgaards!
Vi kunne stort set intet se, men kunne til gengæld høre, at vi var meget tæt på en lille bæk. Vi tændte lejrbål, og sad og hyggede os og snakkede i en times tid før vi gik til ro. Dejligt ovenpå en lang køredag.
Kommentarer