30. juni: Så kører vi i motorhome!
Endelig fremme hos Cruise America blev vi først bænket omkring en video, som meget pædagogisk (men rigelig hurtigt) forklarede om alle de tekniske detaljer og faldgruber på vores motorhome.
Godt forvirrede var vi herefter med ude og inspicere vognen, og her viste det sig, at batteriet var ustabilt og skulle skiftes. Det var dog ret hurtigt klaret, og så kørte vi.
De første 30-40 km var et rent mareridt. I en kæmpe klods af en bil, som vi endnu ikke var trygge ved, skulle vi navigere rundt i LA's berygtede freeways i myldretiden.
GYS!!!
Heldigvis tyndede trafikken ud efterhånden som vi nærmede os KOA-campingpladsen i Banning. Vi kom pludselig i tanke om, at vi ikke havde spist noget siden morgenmaden, og nu nærmede klokken sig halv syv om aftenen. Det blev altså ikke hjemmelavet mad i dag, sådan som vi havde set frem til, men en burger på Carl Jr.'s burgerrestaurant.
Herefter skulle vi have fyldt køleskabet, hvilket foregik i en Food4Less, hvilket ca. svarer til en BILKA gange 3 kun med mad. Vi var i starten noget chokerede over størrelsen på deres pakninger. 4 kg ketchupflasker og 6 liters juice??? Godt nok er det USA men alligevel...
Det viste sig dog senere, at vi var havnet i deres "BIG PACK" afdeling, så selv om de kører med voksne mængder af f.eks. mælk og kød, var det alligevel ikke så slemt som vi først troede...:-)
Hjemme på campingpladsen fik vi pakket ud og indrettet os for natten. Det her bliver en fantastisk ferie...
Kommentarer