20. juli: Crazy Horse og Badlands
”Indianerne vil vise de hvide at de også har store helte…” Sådan sagde en af de indianerhøvdinge som omkring 1950 indgik en aftale med en billedhugger om at hugge et monument ud i et bjerg i Black Hills.
Vi mødtes udenfor Crazy Horse Memorial, som i de seneste 60 år er blevet til et færdigt ansigt og konturerne af en arm og en hestemule. Der er langt igen før bjerget er forvandlet til verdens største skulptur – ca. 45 år regner man med – så med lidt held kan vores børn jo rejse herover til indvielsen når de er sidst i halvtredserne!
Det var faktisk rigtig flot at se monumentet, som man ikke kan komme ret tæt på, da der hele tiden arbejdes og sprænges med dynamit deroppe. Men der var også et stort museum for områdets prærieindianere, både med eksempler på levevis, redskaber og deres kunst.
Efter besøget ved Crazy Horse kørte vi til Rapid City, som er den største by i Black Hills. Det var dog en temmelig skuffende omgang…Godt nok havde man forsøgt at tiltrække turister ved at placere en bronzeskulptur af de amerikanske præsidenter på alle gadehjørner i deres ”Historic Downtown”. Udover en fin butik med indianerting var der ganske enkelt intet at komme efter i byens centrum.
I øvrigt var det også i Rapid City at vi så ”Native American Real Estate” og ”Native American Office Supplies”. Åbenbart et hit at skrive Native American foran alt…
Familien Henriksen ville gerne tilbage til Crazy Horse for at se aftenens laserlys show, hvor skulpturen bliver lyst op, og vi ville hellere til Badlands, så vi aftalte at mødes ved deres hotel i Hill City næste morgen.
Da amerikanerne lavede en aftale med indianerne om, at de kunne beholde Black Hills området, som var hellig jord for dem, holdt aftalen kun 7-8 år, indtil der blev fundet guld i området. Homestake Minen nær Deadwood blev den mest udbytterige i verden, og indianerne måtte se sig fordrevet igen af både staten, guldgraverne og alverdens lykkejægere.
I stedet fik de tildelt området som på deres eget sprog betyder dårlig jord – Badlands. Området er nu nationalpark, og skulle være særlig smuk i solnedgangens lys. Vi var derude præcis i tide til at opleve det fantastiske farvespil i det sære klippeområde. Utroligt smukke klippeformationer, men øde og forståeligt nok et dårligt bytte.
I skumringen så vi ørne, hjorte, og Lasse spottede et par Porcupines. Jeg tror vi kalder dem hulepindsvin, i hvert fald nogle sjove skabninger med ryggen og halen fuld af lange pigge. En meget smuk tur, og lang, så det var på hovedet i seng da vi vendte tilbage til Horsethief Campground ved 23-tiden.
Badlands you gotta live it every day
Let the broken hearts stand
As the price youve gotta pay
Well keep pushin till its understood
And these badlands start treating us good
- Bruce Springsteen
Vi mødtes udenfor Crazy Horse Memorial, som i de seneste 60 år er blevet til et færdigt ansigt og konturerne af en arm og en hestemule. Der er langt igen før bjerget er forvandlet til verdens største skulptur – ca. 45 år regner man med – så med lidt held kan vores børn jo rejse herover til indvielsen når de er sidst i halvtredserne!
Det var faktisk rigtig flot at se monumentet, som man ikke kan komme ret tæt på, da der hele tiden arbejdes og sprænges med dynamit deroppe. Men der var også et stort museum for områdets prærieindianere, både med eksempler på levevis, redskaber og deres kunst.
Efter besøget ved Crazy Horse kørte vi til Rapid City, som er den største by i Black Hills. Det var dog en temmelig skuffende omgang…Godt nok havde man forsøgt at tiltrække turister ved at placere en bronzeskulptur af de amerikanske præsidenter på alle gadehjørner i deres ”Historic Downtown”. Udover en fin butik med indianerting var der ganske enkelt intet at komme efter i byens centrum.
I øvrigt var det også i Rapid City at vi så ”Native American Real Estate” og ”Native American Office Supplies”. Åbenbart et hit at skrive Native American foran alt…
Familien Henriksen ville gerne tilbage til Crazy Horse for at se aftenens laserlys show, hvor skulpturen bliver lyst op, og vi ville hellere til Badlands, så vi aftalte at mødes ved deres hotel i Hill City næste morgen.
Da amerikanerne lavede en aftale med indianerne om, at de kunne beholde Black Hills området, som var hellig jord for dem, holdt aftalen kun 7-8 år, indtil der blev fundet guld i området. Homestake Minen nær Deadwood blev den mest udbytterige i verden, og indianerne måtte se sig fordrevet igen af både staten, guldgraverne og alverdens lykkejægere.
I stedet fik de tildelt området som på deres eget sprog betyder dårlig jord – Badlands. Området er nu nationalpark, og skulle være særlig smuk i solnedgangens lys. Vi var derude præcis i tide til at opleve det fantastiske farvespil i det sære klippeområde. Utroligt smukke klippeformationer, men øde og forståeligt nok et dårligt bytte.
I skumringen så vi ørne, hjorte, og Lasse spottede et par Porcupines. Jeg tror vi kalder dem hulepindsvin, i hvert fald nogle sjove skabninger med ryggen og halen fuld af lange pigge. En meget smuk tur, og lang, så det var på hovedet i seng da vi vendte tilbage til Horsethief Campground ved 23-tiden.
Badlands you gotta live it every day
Let the broken hearts stand
As the price youve gotta pay
Well keep pushin till its understood
And these badlands start treating us good
- Bruce Springsteen
Kommentarer
Hvor er det bare spændende at følge alle jeres oplevelser her på bloggen. Det er super at I er så gode til at få skrevet - vi kan jo følge med i hele jeres tur, skridt for skridt. Vi glæder os til at høre alle historierne og se alle billederne..:-)
Vi holder nu sommerferie og tager til Sverige i morgen lørdag.
Pas godt på jer selv - vi glæder os til at se jer igen!
KH Palle