10. juli: En smuk køretur med mange sten






I dag forlod vi KOA campingpladsen ved Bryce. Vi skulle køre til byen Moab, hvor vi skulle mødes med Johnny og Ulla og børnene om aftenen.




Vi havde udset os en rute på kortet, der gik via deres Scenic Byway 12. GPS'en brokkede sig længe, selvom der ikke så ud til at være væsentligt længere. At den nok havde ret - i hvert fald hvis kravet var den hurtigste rute - blev tydeligt for os hen ad vejen. At vi havde ret - i hvert fald i forhold til at have valgt den smukkeste rute - var lige så tydeligt!




Vi kørte i sneglefart gennem de smukkeste, mest forskellige og mest storslåede klippelandskaber, vi nogen sinde har set. Der var simpelthen klipper i alle former, fra blødt afrundede til skarpe og kantede, i alle farver fra helt hvide over gule, alle nuancer af rød, grønne, brune, grå og sorte, og vi befandt os i alle højder, fra helt nede ved foden af klipperne, til oppe på toppen i ca. 9600 ft.




Karsten demonstrerede imponerende bjergkørsel med vores motorhome, og mente at Berlingoen ville have haft betydeligt sværere ved at klare udfordringerne.




Vi holdt frokostpause i Capitol Reef National Park. Kiggede lidt på deres besøgscenter, og så en flok Mule Deer, som kom luntende forbi før vi trillede videre.




Næste stop var i Hanksville. En lille by i udkanten af...ja, alting så det ud til. Det var en by, som bekræftede os i, at livet i small-town-america virkelig kan være meget søvnigt! Der var dog et lille SuperMarket, hvor vi fandt et par is i hjørnet af en køler. Ellers var der skam også en campingplads (ikke nødvendigt at reservere på forhånd så vidt vi kunne se!), et værtshus og en landingsbane for sportsfly. Og så var der 100 miles ingenting igen på den anden side af byen! Der var lidt Kølerkildekøbing over byen, bortset fra at den aldrig så ud til at have haft en blomstringstid!




Inden vi kørte ud til campingpladsen i Moab var vi en tur i nationalparken Arches, som ligger lige udenfor byen. Vi ville gerne se nogle af de berømte buer, som vind og vand her har gnavet i kalkstensklipperne. Vi kunne køre til et viewpoint med den mest kendte af buerne - Delicate Arch - men med temperaturer over de 35, var selv den 800 m gåtur til udkigspunktet lang og varm. Mikkel og Lasse opgav og gik "hjem" mens vi andre fik det obligatoriske billede.




Måske er vi sværere at imponere nu, hvor vi har set så megen storslåethed og skønhed, måske var vi trætte efter en lang køretur, måske var det varmen, måske havde vi forkerte forventninger til at parken var fyldt med buer, men vi var ikke så overvældende imponerede over buerne. Det var mere alle de sære klippeformationer med navne som Orgelet, Den store Væg, De tre sladresøstre, samt de forstenede klitter, der gjorde oplevelsen god.




Vel ankomne til campingpladsen mødtes vi med Johnny og Ulla og ungerne, som havde lejet en hytte på samme plads, og hyggede os i aftenmørket.




Vi snakker om at tage på Riverrafting i morgen...lad os se hvad det bliver til!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

4. august: En sidste dag i paradis

3. august: Ved smukke vandfald og på flod-sejlads