22. juli: Fra Buffalo til Cody – over Big Horn Mountains
Først skulle vi imidlertid krydse Big Horn Mountains på vores vej vestover, hvilket viste sig at være noget af et projekt. Passet ligger i ca. 3500 m højde, og da vi holdt ind på en rasteplads oppe på toppen for at spise brunch, lå der stadig SNE i vejkanten!
Børnene syntes det var et hit, og vi andre nød udsigten!
I Cody tog vi hen og besigtigede henholdsvis hotel og campingplads, før vi igen mødtes ved Irma Hotel midt i byen for en byrundfart i bus med vældig engagerede og festlige guider! Vi hørte om byen, som blev grundlagt af Bill Cody – senere Buffalo Bill – da han efter en lang karriere som jernbanearbejder, ponyekspresrytter, spejder i hæren og pelsjæger – fik succes med sit Wild West Show, som han turnerede rundt med omkring århundredeskiftet. En interessant personlighed, som vi helt sikkert bliver klogere på i morgen når vi skal besøge Buffalo Bill museet.
Efter byrundfarten og lidt shopping – Mads og Mikkel købte indianer-ting – havde vi pladser udenfor hotel Irma igen, hvor Cody Gunfighters gjorde klar til aftenens skuddueller med den obligatoriske afsyngning af nationalmelodien som den obligatoriske indledning til showet.
Gunfighterne var i et vældigt humør og opførte et fint lille show i sidegaden udenfor hotellet. Bagefter var der autografskrivning og fotografering!
Aftensmaden blev indtaget i fredelige rammer på Ponderosa Campground – en dejlig campingplads lige uden for centrum. Til børnenes store fortrydelse er her ingen pool, men de er enige om at det er dejligt at vi har 3 overnatninger det samme sted!
Kommentarer