5. juli: I Zion National Park




I dag skulle vi opleve hvad Zion National Park kunne byde på. Det er en smal kløft, der er skåret ind i Colorado Plateauet af Virgin River på samme måde som Colorado River har skåret sig ind i Grand Canyon. Zion er langt mindre, men også langt mere frodig og grøn. Det er ikke tilladt selv at køre ind i kløften. I stedet har man sat en hær af shuttle busser ind, så man hele tiden kan køre frem og tilbage i kløften langs den eneste vej, der findes. Det er let, effektivt og et godt eksempel på, hvor professionelt amerikanerne kører deres nationalparker.
Vi startede med at køre næsten så langt ind i kløften, som man kan. Vi gik ad en lille sti op til Weeping Rock (den grædende sten) som vitterligt er en sten, som der kommer vand ud af. Det skyldes at klipperne er lavet af sandsten, som giver vandet mulighed for at trænge igennem. Det vand, som dryppede ud af stenen havde været 1200 år om at komme igennem stenen, så det var noget temmelig gammelt vand!
Herefter tog vi bussen videre til bunden af kløften, hvor den snævrer sig ind. Vi gik ad en sti hen til The Narrows, hvor der blev så smalt, at floden fyldte det hele, og man kun kunne fortsætte hvis man gik i vandet (hvilket der faktisk var mange, der gjorde). Da mormonerne kom til Zion syntes de det var guddommeligt smukt, og mange af klippeformationerne har da også stadig mormonernes bibelske navne: The Great White Throne, Abraham, Isac and Jacob, Angels landing osv.
Inden vi vendte tilbage til campingpladsen til frokost var vi inde på et lille museum og se en film, der forklarede hvordan de mange canyons egentlig er blevet til, og særligt om Zions historie.
Om eftermiddagen delte vi os op. Karsten og Mads tog på en herretur på den længste vandresti i parken, og det i den varmeste tid på dagen! Der var tale om en 5 timers stroppetur hvoraf de 2 timer var op, op, op. Til gengæld blev man belønnet med den mest fantastiske udsigt over parken, som man jo ellers kun oplevede fra bunden! De var rigtig trætte og svedige, men også super stolte over sig selv. Det var en tur, der pressede dem helt i bund - men de klarede det!
Lasse, Mikkel og Kirsten tog med bussen en lille tur uden for parken i byen Springdale. Her så vi et museum med udstoppede dyr fra hele Nordamerika. Enormt flot lavet, og på opfordring af bussens chauffør, som ikke kunne forstå, at vi bare ville køre frem og tilbage i bussen. Han sagde, at han bestemt syntes at vi skulle tage derind. Det var gratis og "de to unge mænd ville elske det!" Endnu et eksempel på hvor venlige og servicemindede amerikanerne er. Vi har mødt så mange åbne og imødekommende amerikanere, og de er super hjælpsomme uanset hvad man spørger om!
En dejlig dag blev sluttet af ved lejrbålet med chokolade cookies. I morgen gælder det turen til Grand Canyon, men det bliver svært at forestille sig, at noget sted kan være smukkere end det her!




Kommentarer

boghbirk sagde…
Hejsa alle sammen! Jeg sidder herhjemme på min pind og bliver fuldstændig desparet for at komme til Zion igen. Vi var det jo for 2 år siden, og vi havde fuldstændig den sammen oplevelse af helt enestående naturpragt. Fortsat god tur. Knus Mette

Populære opslag fra denne blog

4. august: En sidste dag i paradis

3. august: Ved smukke vandfald og på flod-sejlads